Polykrystallinske solceller

Når talen falder på solceller, snakkes der overordnet om tre hovedtyper: Tyndfilmssolpaneler, monokrystallinske solpaneler og polykrystallinske solpaneler. Især polykrystallinske solceller er bredt anvendt, da de er både holdbare og billigere at fremstille.

Polykrystallinske solceller er baseret på krystallinsk silicium. Silicium er hyppigt forekommende i naturen og er et glimrende materiale, som kan anvendes til mange forskellige formål. Monokrystallinske solceller og tyndfilmssolceller er også baseret på silicium, men der er alligevel afgørende forskelle, som isolerer polykrystallinske solceller fra de andre solcelletyper. 

Én af forskellene ligger i navnet. Polykrystallinske solceller er sammensat af flere forskellige siliciumkrystaller – deraf navnet poly-krystallinske, da ”poly” kommer fra græsk og  betyder mange eller meget. Derved adskiller polykrystallinske solceller sig fra de monokrystallinske, da monokrystallinske solceller kun består af ét enkelt stykke krystal per celle. 

Denne forskel kan faktisk ses med det blotte øje, når man betragter de to typer af solcellepaneler side om side. De mange krystaller i polykrystallinske solceller peger nemlig i hver deres retning, hvilket påvirker, hvordan lyset reflekteres på overfladen. Polykrystallinske solceller har derfor en blå farve, som ofte har mange nuancer, alt efter lysindfald og betragtningsvinkel. 

Både polykrystallinske og monokrystallinske solceller ligger på en plade, som typisk enten er hvid eller sort. Hvide plader er teknisk set en smule mere effektive, da den hvide farve reflekterer sollyset og derfor virker kølende på solcellepanelet. Til gengæld kan sorte plader give et mere elegant indtryk.
 

Polykrystallinsk solpanel
Anlæg med polykrystallinske solceller

Derfor bør du vælge polykrystallinske solceller

Polykrystallinske solceller er en udbredt solcelletype i Danmark såvel som resten af verden, idet de både er billigere og bedre tåler varme end monokrystallinske solceller. Til gengæld kan polykrystallinske solceller være en smule mindre effektive end monokrystallinske solceller, om end forskellen er forholdsvis minimal og afhænger af installation, inverter, placering, lys og skygge. Effekten er derfor i det store hele den samme – cirka 15-18 pct. af solens energi.

Den mere ”levende” overflade på polykrystallinske solceller er desuden ikke noget, der falder i alles smag. Er man mindre optaget af, om solpanelerne har et ensartet udseende, er de polykrystallinske af slagsen imidlertid en fornuftig solcelleinvestering, da de kan skabe cirka samme resultat som monokrystallinske solpaneler – blot for færre penge.

Levetiden på polykrystallinske solceller er også den samme som ved monokrystallinske solceller. Man regner typisk med omkring 30-40 års levetid – dog med et mindre effekttab over tid. Inverteren skal desuden skiftes efter cirka 10-20 år, da den ikke holder lige så længe som selve solcellerne.
 

Få adgang til den nyeste viden

Uanset hvilke solcellepaneler, man foretrækker – polykrystallinske, monokrystallinske eller tyndfilm – så er det vigtigt at holde sig for øje, at netop solceller er et område i rivende udvikling. Hvad der er gældende i dag, er ikke nødvendigvis gældende i morgen. Derfor anbefaler vi, at du så vidt muligt holder dig opdateret, hvis du interesserer dig for solenergi.

PHØNIX TAG Energi A/S projekterer, leverer og monterer komplette solcelleanlæg til private, virksomheder og det offentlige – og vi kan altid rådgive dig ud fra den nyeste viden på området. Kontakt os, hvis du har spørgsmål omkring vores produkter, eller hvis du blot ønsker at blive klogere på solceller. Vi glæder os til at hjælpe dig.
 

Polykrystallinske solceller på Gea